Kosmetisk tandbehandling

Intern blegning af en misfarvet tand

 

En rodbehandlet tand kan få en blå eller en grå farve med tiden. Dette kan være rigtig generende hvis det er en fortand eller en hjørnetand. Misfarvningen skyldes ofte at tandnerven enten ved et slag eller ved rodbehandlingen har blødt, og at farvestofferne er trængt ud  i tandsubstansen. Man kan kalde det et permanent blåt mærke, som ikke forsvinder.

Man kan, hvis tanden er rodbehandlet, blege tanden indenfra. Praktisk betyder det, at man åbner tanden med et lille hul på bagsiden, og lægger en lille smule blegemiddel i tanden. tanden bliver lukke til med en midlertidig fyldning. Blegemidlet ligger nu og virker i tanden 1 uges tid. Herefter kontrolleres resultatet. Behandlingen kan gentages 3-4 gange indtil det bedste resultat er opnået.

Intern blegning har en høj succesrate. Holdbarheden er også god – kun 10-40% af de vellykkede behandlinger får brug får genblegning inden for 1-8 år.

 

 

Facader

 

Facader er en tynd skal (tyndere end en krone), der sættes udenpå tænder, hvor man ikke er tilfreds med det kosmetiske udseende.

Ved udformning af en facade går man ind og fjerner noget af den eksisterende tand for at gøre plads til den porcelæn der udgør facaden.

Ved mindre kosmetiske problematikker, kan man i visse tilfælde behandle med plastfacader. Plast lægges på tanden uden at fjerne eksisterende tand og derved en mindre invasiv behandling end facader. Plast kan bruges til udbygge for at ændre på tænders form eller camouflere lette misfarvninger. Ved større misfarvninger og kosmetisk behov, vil facader dog oftest være at foretrække.

Plastfacader kan over tid misfarves og kræve oppolering og på sigt omlavning.

Såvel plast- som porcelænsfacader kræver, som altid, grundigt renhold, således at der ikke kommer huller i kanten.