Cariesbehandling
Caries opstår, når bakterier og sukker mødes, hvilket kan føre til huller i tænderne. Moderne behandling fokuserer både på forebyggelse og skånsom behandling for at bevare tænderne længst muligt.

Hvorfor får man caries?
Ud over tænder er der to ting, der skal være til stede på samme tid, for at caries kan opstå: Bakterier og sukker. Der er altid bakterier i munden og på tænderne, og fjernes de ikke regelmæssigt fra tænderne, udvikles en sammenhængende belægning, som kaldes plak. Mange af bakterierne danner syre, når de optager sukker fra de fødeemner, vi indtager. Er der kun få bakterier og lidt sukker, vil spyttet vaske syren væk.
Nogle bakterier udskiller mere syre end andre og trives ligefrem godt under sure forhold. Er der mange af sådanne bakterier i plakken, og indtager man ofte sukkerholdige føde- og drikkevarer, kan syren ikke neutraliseres af spyttet, og syren opløser gradvist tandens mineral.
Hvordan behandles caries?
Der har de sidste 25-30 år været en løbende udvikling i behandling af caries. Derfor verserer der stadig historier som: “Det var skoletandlægen, som borede i mine tænder, selvom der ikke var huller”.
Der er ingen tvivl om, at tandlægerne før 1980 var hurtigere til at hive boret frem end i dag. Dengang var det en nødvendig behandlingsmetode, da forebyggende indsats endnu ikke var udviklet. Med nye materialer og teknikker som plast og syreætsning af emaljen er behandlingen i dag langt mere skånsom.
I dag er en stor del af cariesbehandlingen forebyggende, og det afspejles blandt andet i den individuelle forebyggende behandling (IFB). Her indgår samtale om årsager, kostvejledning, fluorbehandling, fissurforsegling, tandbørsteinstruktion og røntgenbilleder for at overvåge udviklingen af caries.
Selvom vi i dag fokuserer meget på forebyggelse, er det stadig nødvendigt at bore i tænderne i visse tilfælde. Boret er stadig en effektiv metode til at fjerne bakterieinficeret tandvæv.
Man får dog ikke kun caries af usund kost og manglende tandbørstning. Patienter, der har gennemgået strålebehandling på hoved og hals, kan opleve nedsat spytproduktion, hvilket øger risikoen markant. De kan søge om særligt tilskud til tandbehandling.
Andre sygdomme som Sjøgren kan også medføre mundtørhed, og stigende medicinforbrug har vist sig at have en negativ effekt på spytproduktionen. Psykofarmaka, astmamedicin og andre præparater kan give mundtørhed, hvilket gør forebyggelse af caries vanskelig.
Patienter med bulimi og refluks har ligeledes øget risiko for caries og syreskader. For denne patientgruppe er det vigtigt at minimere indtaget af syreholdige føde- og drikkevarer, men skaderne kan ofte ikke helt undgås.
Kontakt os i dag
Find os her
Kongelundsvej 299
2770 Kastrup